Feride Istogu Gillesberg konfronterer Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft med spørgsmål om den økonomiske krise og Irak-krigen.


Under debatten i Brøndbyhallen den 25. januar 2005 mellem Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft stillede Feride Istogu Gillesberg det første spørgsmål. Se billeder af reportagen.

Spørgsmål og svar:

Feride: Mit navn er Feride Istogu Gillesberg. Jeg er kandidat til Folketinget [i Østre Storkreds -red.]. Jeg arbejder med Schiller Instituttet og Lyndon LaRouche, der er oppositionen imod de neokonservative i USA, så mit spørgsmål er faktisk til begge to. I er ikke ærlige overfor befolkningen, når i snakker om den økonomiske krise. Der er en krise under opsejling, en global krise, dollaren kollapser… [uklart]… ligesom i 30’erne. Vi skal have en politik ligesom Franklin D. Roosevelt. Vi skal ud af krisen, vi skal skabe arbejdspladser for befolkningen. Vi skal ud af krisen gennem en New Deal som under Frank Roosevelt, så derfor er mit spørgsmål: Hvorfor er I så snæversynede. Hvorfor taler I ikke om den globale krise, og hvorfor er vi med i en uretfærdig krig mod Irak…

[Stor jubel]

Ordstyrer: Ok, Lad os gå i gang. Sådan som jeg forstår spørgsmålet, så mener spørgeren, at der er en international økonomisk mere-eller-mindre depression på vej, og det mener du ikke, kandidaterne er ærlige omkring - Hvorfor? Er det sådan spørgsmålet skal opfattes?

[Feride forsøger at sige noget.]

Ordstyrer: Ok, vi starter, Mogens Lykketoft, du starter med at svare. Spørgeren spørger, der er ikke et internationalt opsving på vej, men en international økonomisk krise; hvorfor er I ikke ærlige omkring det?

Lykketoft: Jeg tror ikke man ved, om der er nogen som helst økonomisk krise på vej, det ved jeg ikke om man kan spå om. Det kan man jo aldrig helt vide. Der er meget usikkerhed omkring amerikansk økonomisk politik. Jeg tror nu ikke vi står overfor en krise som i 30’erne. Det er den del af svaret. Det andet gik, så vidt jeg kunne høre, på Irak. Er det ikke rigtigt?

[Salen jubler: Joooooo]

Lykketoft: Med Irak vil jeg sige én kort ting…

[Uro, buh’en og piften]

Ordstyrer: Hey, hallo, vi skal lige høre det her. Spørgsmålet gik på en økonomisk krise, og så var der noget med Irak. Jeg giver Mogens Lykketoft lov til at bruge sine 2 minutter, som han vil. Du har svaret på spørgsmålet omkring den økonomiske krise, den mener du ikke, der er betydelig grund for, er på vej; så kan du svare på det med Irak.

Lykketoft: Med hensyn til Irak, der må jeg sige, det vi alle sammen må håbe på, det er, at det valg der skal gennemføres på søndag, faktisk fører til, at det land for første gang i sin historie får en demokratisk regering. Så mener jeg, vi skal prøve at række hånden ud til den også med et forslag om, hvordan vi bedst kan hjælpe dem. Det er den korte version på 2 minutter.

[Jubel og klapsalver].

Ordstyrer: Så er det statsministeren, der skal svare. Anders Fogh, der er en international økonomisk krise på vej. Hvorfor er I ikke ærlige om det?

Fogh: Jeg er af den bestemte opfattelse at der ikke er en international økonomisk krise under opsejling, men hvad der også er meget vigtigt for os i Danmark, det er, at her blomstrer den økonomiske optimisme. Der er en større forbrugertillid end i mange, mange, mange år. Alle virksomhederne melder om, at, melder om…

[Råb fra salen: ”What about the 55000 people that die every day?”]

Fogh: … erhvervslivet melder om øget økonomisk efterspørgsel. Der er optimisme, der er fremgang i dansk økonomi, vi har en solid dansk økonomi.
Og så hvad angår Irak: Jeg anerkender, at når vi kigger bagud, så har der været forskellige opfattelser af, om det var rigtigt, at vi gik med i krigen. Nu synes jeg det drejer sig om, at vi ser fremad, jeg synes det drejer sig om, at vi hjælper irakerne med at blive herre i eget hus, så de kan tage ansvaret for deres egen sikkerhed, hjælper irakerne med at bygge et bæredygtigt demokrati op. Målet er, at de udenlandske soldater skal ud af Irak, de danske soldater skal også hjem, men det er ikke terroristerne, der skal bestemme, hvornår vi skal hjem. Vi skal hjælpe den irakiske regering med at bygge et stabilt demokrati op.

[Stor jubel og ballonlarm.]

Senere under aftenens debat, var der igen et spørgsmål, til Anders Fogh Rasmussen, om Irak. Inden hans svar sang aktivister fra "Feride i Folketinget"-kampagnen den trestemmige sang: "Dona Nobis Pacem" (Giv os fred).